Uge 11
Mandag gik byggeriet videre. Mureren fik gjort det sidste indvendigt i det gamle værksted, og mangler nu at musr gyllekanalen bag ved huset. Han har holdt fri fra farmen resten af ugen da vi først skal have gravet ud til gyllekanalen. Nu har vi så en dejlig lang række af fedestier, med dejlig overskuelighed.

Jimmy ved at tage net ned fra det gamle værksted.

Stalden i hele sin fulde længde. (28 m.)
Tirsdag gik jeg i gang med at lave en foderautomat til de små grise. Det var lidt et forsøg, da andre har prøvet det før mig, med blandede resultater. Og ja - det er virkelig ikke nemt at lave en ordentlig foderautomat ud af træ. Den er nu blevet prøvet af, og skal så justeres mindst en gang endnu, før den fungerer ordentlig.

Foderautomat på prøve.
Onsdag og torsdag blev der slået græs i min have med hjælp fra Simfke. Det var ved at være så langt at der kunne blive et godt lag hø, omend haven er ret lille. Alt hvad der kan bruges til at strø grise med såsom græs og tørre bananblade bliver samlet sammen og hakket i småstykker. Så der blev lige strøelse til en uges tid...

En skjøn duft af hø.....
Torsdag aften var jeg en tur omme ved faustineland for at kigge til elefantgræsset. Der bliver nu høstet på det ældste stykke dernede og resten af skråningen er dejlig lysegrøn af det nu hurtigtvoksende græs der blev plantet i starten af året. Selv om man har været hernede i et halvt år, kan man stadig blive forundret over hvor stærkt tingene gror. Man syntes næsten at kunne se elefantgræsset gro...

Nu bliver okserne hver dag spændt for kærren og et par af drengene trisser stille og roligt om i marken for at høste dagens elefantgræs, det er en meget hyggelig tjans, og en billig måde at hente græsset hjem på.
Fredag var jeg i Masaka sammen med Pontiano for at gøre en masse ærinder og handle lidt ind til farmen. Jeg skulle selv have købt en generator til filmvisningen, men desværre fandt vi ikke en der duede. Vi så ellers på et par stykker, men da vi spurgte om de kunne prøve at starte den, ville de ikke rigtig sælge den til os....... Så det blev ikke til filmvisning denne søndag. I morgen tirsdag skal vi til Kampala, og kan så der, forhåbentlig, købe en ordentlig gennerator. På vej hjem besøgte vi Pastor Fred hvor Pontino er ved at bygge en ovn til brødbagning. Der var mureren så i gang med det sidste arbejde og det skulle vi jo lige have et par billeder af.

Lørdag fik jeg besøg af syv unge volontører og ansatte inde fra UCC i Masaka. De kom til kaffe og aftensmad, og det var en rigtig hyggelig dag med spil og sang. Dejligt med lidt liv i det ellers ret stille hus.

Søndag var jeg i kirke ved Pastor Fred, og smuttede ind til volontørerne i Masaka. Og mindsandten om jeg ikke fik held til at nasse mig på pandekager med is. Ja det er godt at have gode bekendte...
Mvh Martin